Det er langt over et år siden at jeg begyndte at produktudvikle. Creme og  salte baseret på udtræk fra grønlandske urter og blomster. Ideen er dog meget ældre, for allerede da jeg uddannede mig til laborant og skulle lære teknikken, synes jeg at det var sjovt. Jeg var benovet over at se vandfasen og fedtfasen forenes i det, der så blev til en smuk, råhvid, blank, velduftende creme. Eller for det meste, for det kræver præcision omkring temperatur, vægt forhold etc. Hvis det ikke er lige i øjet, står man tilbage med en grynet og usammenhængende masse der kan arkiveres direkte i skraldespanden, for den kan ikke reddes.

Det er ikke bare lige at få sådan et projekt til at glide. Mine største udfordringer er emballage, etiketter og så det at holde gejsten oppe. Det handler selvfølgelig også om økonomi, for skulle jeg ikke skæve til pengepungen, så kunne jeg bare vælge at sætte et konsulentfirma på opgaven, men sådan er min virkelighed desværre ikke. En anden udfordring er, at rigtig mange går rundt med samme drøm i maven som mig, og mange sysler med forskellige tiltag på hobbyplan og nogen har samme drøm som mig, og det kan indimellem gøre mig usikker på, om  jeg lægge min energi det rigtig sted.

MEN så sker det ofte, akkurat lige som i går – jeg er på shopping i det fineste vejr, og en kvinde standser mig og siger ” Det er dig jeg lige har tænkt på. Tusinde tak for den fantastiske creme, som jeg købte til min mand. Han har i årevis døjet med eksem på benene, hvide kløende plamager, og efter at have smurt dem med din creme er de helt væk. Han har det også i håret, så nu er vi også begyndt at smøre hovedbunden, og her forsvinder de også. Vi vil gerne købe en krukke mere”  Og så er det, jeg bliver så vild glad i låget 🙂 og ved at jeg gør en forskel. Jeg har udviklet noget helt unikt. Også min forhandler i Kangerlussuaq melder tilbage om, at de amerikanske forsker tømmer hendes hylder, fordi de slås med den ekstreme tørre luft på indlandsisen. Min forhandler i Nuuk, som forsigtigt spørger, om hun kan regne med leverance hele vinteren , da både hendes selv og hendes kunder er afhængig af mine creme. Ja, og heldigvis en helt masse andre positive tilbagemeldinger, som gør at gejsten holdes oppe og jeg TROR på det.

Troen på projektet er intakt og nu er vi to til at holde gejsten oppe, for min svigerdatter er på vej ind i projektet, og produkterne er blevet døbt: Inua Care – greenland in a bottle. Min svigerdatter Pipaluk, som er indehaver af Salon Pipa her i Qaqortoq – vi ejer tilsammen Greenhouse I/S, hvor vi begge har vores virksomheder plus 3 andre lejer har til huse –  hun er enorm kreativ og hendes passion omkring produktudviklingen er ligeså stærk som min. Jeg glæder mig meget til vores samarbejde hen over vinteren.

Nu skal der samles urter og blomster. Jeg er så taknemmelig for at min bedre halvdel også synes, at det er skønt at trave fjeldene tynde og samle disse helende og plejende lægeplanter, og sidste sommer blev det til mange ture.  Selvfølgelig i selskab med vores Charlie, som er en sød, kærlig beagle og højt skattet.

Jeg er så stolt af mine produkter. De er selvfølgelig økologiske, og fordi de ikke består af nær den mængde vand, som mange industriproduceret produkter, så er de utrolige drøje i brug. Det er også det alle mine kunder melder tilbage, for det er også en kendsgerning, at de ikke er billige, men de strækker rigtig langt, fordi man ikke skal bruge meget af gangen. Skal jeg konkurrere på prisen, så skal mine recepter laves om, og der skal fyldes meget mere vand i for at holde prisen nede, men det er ikke det, som jeg vil. Jeg vil kunne stå 100% inde for resultatet.

Nu skal rygsækken pakkes med bøger, saks, beholder til opsamling, kikkert og hov må ikke glemme madpakke og tekanden. Til fjelds i det fineste vejr.

Rigtig  god weekend

Kærlig hilsen

Anne Mette